Daniel har nu haft “pause” fra kemo og stråling i ca. en mdr. Hans krop har her fået tid til restitution ovenpå en hård omgang intensiv behandling.

Daniel har nu haft “pause” fra kemo og stråling i ca. en mdr. Hans krop har her fået tid til restitution ovenpå en hård omgang intensiv behandling.
Vi var i dag til samtale på kræftafdelingen i forbindelse med opstart på ny kemobehandling, der skal vare i 6 mdr. Daniel skal i den periode tage kemo piller mandag-fredag (pause i weekenden) og så i gang igen ugen efter. Daniel skal hver 4. Uge til samtale på kræftafdelingen, hvor de gennemgår div. blodprøver, som er taget en uge forinden, og holder øje med hans tal og trivsel.
Denne kemo er 3 gange så hård som den kemo, han modtog i 1. omgang. Der er derfor også risiko for forskellige bivirkninger - herunder kvalme, påvirkning af immunforsvar, mavegener, træthed mm. Det var meningen, at Daniel skulle være påbegyndt behandling i dag, men blodprøven viste for lave blodplader, og derfor sættes dette på hold, indtil tallene igen er steget.
Vi håber det bliver næste uge eller ugen efter, men kroppen skal være “klar” til dette. Lægerne siger heldigvis, at de ofte ser dette i forbindelse med denne kræftbehandling.
På torsdag venter MR scanning med kontrastvæske, som skal sammenholdes med en ny scanning i start november. Herefter indkaldes vi til samtale, for at se om behandlingen (forhåbentlig 🤞) har haft effekt.
Grunden til at de to scanninger skal sammenlignes er, at tumorvæv og strålingsvæv ser ens ud på en scanning. Strålingsvævet vil så blive mindre med tiden, så derfor skal scanningerne sammenlignes med 2 månders mellemrum.
Daniel skal i løbet af ugen tale med den tyske læge fra forsøget og tale om planerne fremadrettet. Det bliver rart med mere vished, som vi selvfølgelig også kommer til at dele med jer.
Tak for alt jeres støtte - vi er helt overvældede over, hvor meget kærlighed, vi har modtaget. Alt er havnet lige i favnen på vores elskede Daniel. Både tanker, beskeder, kram, donationer osv., det hele varmer og hjælper os rigtig meget i denne tid❤️